Havet er en scene

Så er det blevet sådan en underlig ikkevinter. Så sidder jeg i marsken, i Tyskland ved havet, hvor man går rundt i et noget overvædet landskab, hvis man overhovedet går rundt. Så er jeg blevet mor og hele tiden denne nye pattedyrskrop som buler og falder og giver sig og går læk. Så ser man ind i spædbarneøjne og finder sit alting. Så tænker man det meste af dagen over fordøjelsesfunktioner og deslige og så er der pludselig så meget natur over det hele, det bliver lige lidt i overkanten. Så er det godt at læse bøger som Ursula Andkjær Olsens 'Havet er en Scene':

Drøm at du vil

have mig i en krukke

Det er din natur men hvis

jeg var en plante ville jeg

uden videre skrupler

overføre den grad af udlængsel jeg var til i

urtepotten: jeg ville slippe ud! Hvis jeg var en plante?

Jeg ville ikke altid spørge dig

hvorfor det er mørkt om natten. Jeg ville gro

hen over dig men jeg ville være,

blid.

...

Du drømmer jeg er første natur anden natur tredje natur. Du får

Ikke skovlen under mig jeg vil læse dine

Rettigheder højt for dig:

Fald spring dø. Jeg har

Altid haft en svaghed for det spektakulære.

Glimt på himlen. Men jeg

Anerkender fuldt ud det spektakulæres

korte horisont. Et

glimt på himlen.

Et brøl. Men. Fra en hel og udelt stemme det

tror jeg. Det kunne du lide!

Høj i øjet. Vild i græsset. Orm i

knoglerne. Hvis du kvaser min bark vil du bare få

sirup under neglene: jeg er så sød.

Jeg kunne danse dig i øjet og

blive der: selv naturen kan løbe

tør for nye idéer men hvis

jeg havde været til at udrydde?

Så var det sket for længst.